Artikel fra Alt For Damerne
Psykologi
Af Marie Timmerman

Kender det godt, ikke? Har sagt okay, glem det, lad os komme videre – alligevel rumsterer det lidt i dit baghoved. For hvordan kunne han dog gøre det? Eller endnu værre: Det er dig der har gjort det. Kvajet dig lidt, glemt at tænke dig tilstrækkeligt om – hvorfor du netop har leveret en førsteklasses undskyldning. Men det er ligesom ikke nok, vel? Stemningen er stadig lidt trykket – Hvad fanden vil han egentligt have? Tja – det er ikke engang sikkert, at han selv ved, hvad han vil have – men èt er sikkert: Det kan være forbandet svært at forsones, og som regel går vi til forsoninger efter et dybtfølt og grundigt indlært mønster:

At kunne finde hinanden igen efter en uenighed er den vel nok væsentligste opgave i et parforhold. At finde tilbage til harmonien. Alligevel er det de færreste af os, der har lært, hvordan man gør. Det eneste vi kan, er at videreføre de modeller for konfliktløsning, vi har set i vores barndomshjem, forklarer Gerda Beck, privatpraktiserende psykoterapeut.

Og det er faktisk ret præcist forklaringen på, hvorfor du opfører dig, som du gør: Hvis du er vokset op i en familie, hvor ueninghed var forbudt, og derfor medførte straf eller tab af kærlighed, kan du som voksen meget vel reagere ved at være udglattende eller konfliktsky. Måske bruger du undskyldninger til at lukke munden på den anden, ligesom du sandsynligvis er hurtig til at benægte dine fejl og påberåbe din uskyld.

Omvendt – hvis ueninghed og konflikt ikke var farligt, hvis du bliver set, som den, du var, både i din glade og vrede udgave – og ellers blev regnet for et individ – ja, så er der efter al sandsynlighed langt i mellem de konflikter, der efterlader spor. Når det er sagt, så er det vigtigt at tilføje, at uanset hvilken rolle man kan genkende sig selv i, så er det okay. Det er meget vigtigere at forstå, hvad og hvorfor man gør, som man gør, for så har man mulighed for at ændre det, mener Gerda Beck, der i sit arbejde med par i parterapi er vidne til alle de svære følelser, der kan opstå mellem to mennesker i konflikt.

Ikke noget for noget

Uenighed bliver først svært, hvis striden rammer noget i èn – støder til de ømme tæer. For rigtig mange mennesker er kritik et af de mere sårbare områder, og forklaringen er enkel: Dårlig selvfølelse i kombination med den vildfarelse, at for at være okay, skal vi faktisk være perfekte.

Og så må man jo ikke have nogen fejl – mangler – eller svagheder. Det er derfor man reagerer voldsomt på kritik. Man magter simpelthen ikke at se på, at man kan have nogle sider, der kan være svære for et andet menneske, så i stedet klamrer man sig til, at man ikke har begået nogen fejl. Det er træk mange af os har, Men vil man være med til at løse en konflikt, der rummer kritik af en selv, så er man nødt til at forstå, hvorfor man har det så svært med kritik, forklarer Gerda Beck, og ridser samtidig en mere smidig model op.

Hvis man kan lykkes med at tilgive sig selv, at man ikke er perfekt, så kan man også bedre holde ud at høre om sine fejl. Sige: Okay jeg ved godt, at jeg er lidt for hurtig engang i mellem, men det truer mig ikke. Det gør ikke mine vidunderlige sider mindre værdifulde. Det er jo først, når man lykkes i en forsoning med sig selv, at man reelt kan forsone sig med den anden.
Det sidste er svært stof. For det kræver, at man er i stand til at skelne mellem sin egen gamle historie og så den galde, der med rette kan tilskrives nutiden. En rettesnor kan være, at jo heftigere, man reagerer, jo mere sandsynligt er det, at man er ramt på et område, der handler om alt andet, end det der sker lige nu.

Hvis man som barn har fået diskvalificeret sine ægte følelser, ikke haft lov til at have dem, så er der ikke nogen, der i ens voksne liv skal bede en om lige at slappe lidt af, og føle eller mene noget andet end det, man gør.

Den vrede, der kommer ud af at blive afvist – som voksen, er sådan set ægte nok. Den har bare rod i nogle gamle oplevelser. Hvis man kan forstå det og efterleve det, så er man kommet langt.
Et skridt i den rigtige retning kunne være at kigge på motiverne bag konflikten. Og forstå dem: Vi reagerer jo ikke, som vi gør, for at genere den anden. Vi reagerer på den eneste måde, vi har lært. Hver part har en andel i konflikten – det gør problemet til et fælles anliggende. Man kan selvfølgelig godt sige: Jeg har ikke noget problem, det er dig, der brokker dig, og så ellers vente på, at den anden holder op med det. Men man risikerer altså at komme til at vente længe…

I stedet kunne man jo hver især spørge sig selv, hvordan man bedst kan bidrage til, at det her problem bliver løst. Så er forsoningen allerede i gang. Og det skal ikke ske for at give køb på sig selv, men fordi man har forstået, at det faktisk er skidesmart at finde en løsning, der tager udgangspunkt i èn selv ”Jamen han skal da også….”Ja det skal han , men dybest set spiller man sig selv skakmat, hvis man kun vil ændre noget, hvis han også vil. Tager man action, så følger den anden som regel med, forklarer Gerda Beck og peger på en lokkende sidegevinst. – det er en utrolig frihed at gøre sig uafhængig af hvis skyld det er. Hvis man lykkes med udelukkende at koncentrere sig om sig selv og sin egen andel i konflikten, så har man i virkeligheden givet sig selv frihed til at leve og handle uafhængig af skyld og retfærdighed. Og så er forsoning pludselig ikke så svært længere….

Hvem er du?

Når de værste storme har lagt sig, og I på en eller anden måde, skal i gang med at tale videre sammen, hvilken rolle spiller du så?

Udglatteren

Også kaldet redderen, ”Nej nu skal vi hygge os, med middag, lys og så snakker vi ikke mere om det”.

ERFARINGSGRUNDLAG
Konflikter er farlige. De gør ondt og straffes som et minimum med tavshed, i værste fald med tab af kærlighed og omsorg.

MULIGE OVERVEJELSER
Hvis frygt er din drivkraft, så lever du på andres præmisser – og det bliver du hverken glad eller tilfreds af.

Manipulatoren

Hertil hører en klar analyse af modpartens andel i konflikten samt den andens svage sider, hvilket er nødvendigt for at manipulatoren kan fremstå storsindet og tolerant. Manipulationen foregår ved at man på overfladen udviser forståelse for den andens synspunkt, men samtidig lader skinne igennem, at det jo er den andens skyld. Dobbeltkommunikationen er værktøjet til manipulationen.

ERFARINGSGRUNDLAG
Jeg er nødt til at være perfekt, for ellers er jeg ikke et ordentligt menneske. Det betyder, at jeg er nødt til at gøre mine egne positive intentioner helt tydelige, og samtidig eliminere enhver tvivl om min uskyld.

MULIGE OVERVEJELSER
Har du nogensinde tænkt over hvilken kolossal frihed, der ligger i at gøre sig uafhængig af, hvis skyld, det er? Eller jo mindre overbærende, man er overfor sig selv, jo mindre overbærende er man også overfor den anden. Det er ok at være et fejlbarligt menneske.

Den afventende

Det kan f.eks. være dem, der med korslagte arme læner sig tilbage og afventer en ubetinget undskyldning. Her bør der ifølge Gerda Beck være trængsel, for vi er rigtig mange, der har brug for at få ret.

ERFARINGSGRUNDLAG
For hver fejl du begår bliver du lidt mindre i orden.

MULIGE OVERVEJELSER
De samme som hos manipulatoren.

Den ægte forsoner

Her møder man dem med selverkendelse. Dem der ikke er bange for at tage deres del af ansvaret. Det er her, man kan høre sætninger som: ”I virkeligheden har det slet ikke noget med dig at gøre – det handler om noget i mig selv” eller ”det vil jeg lige tænke over – måske er der noget om snakken”.

ERFARINGSGRUNDLAG
Ingen er perfekt, og konflikter er ikke farlige, så man går ind i dem med det sigte, at de skal løses. Så det har jeg gjort – og tilsammen har selvindsigt og selvudvikling gjort, at jeg både kan se på mig selv og mine omgivelser med milde og tilgivende øjne.

MULIGE OVERVEJELSER
Bliv ved med det! Hvis ikke, bliver du mindet om det næste gang, du står på bagkanten af en konflikt, og det afklarede og indsigtsfulde ligesom lader vente på sig….

Artikel fra Alt for Damerne
Forfatter: Helle Kjærulf

Når forelskelsen er forduftet, og ham på den anden side at bordet er forvandlet fra dit livs prins til en træt og ligegyldig partner – hvad gør du så for at finde gnisten og bevare forholdet? Gerda Beck har ganske få, meget enkle råd: Acceptér jeres forskelligheder og lyt, lyt, lyt… for kampen kan vindes, hvis I vil.

– Hun ser på ham og føler ikke andet end irritation og ligegyldighed. Han ser på hende og undrer sig over, hvor den kvinde, han forelskede sig i blev af. Hvorfor overhovedet bygge videre på et forhold, hvor kærligheden er død?

STOP! Vent lige lidt. Det kan faktisk godt være, at der er hjælp at hente… Noget af det første, de skal gøre er at lytte hinanden, forklarer psykoterapeut Gerda Beck, der blandt andet har par i parterapi.

– Den gode kontakt i et parforhold kommer ikke bare af sig selv. Den skal man skabe og udvikle sammen. Hvis man ikke gør det, risikerer man, at forholdet visner, siger hun.

– Begge parter har som regel følelsen af, at den anden ikke hører alt det vigtige, som de har på hjerte. Hvis mønstret i forholdet skal vendes, er de nødt til at begynde at lytte til hinanden, men det er svært at begynde at lytte, når man selv er såret over ikke at være blevet lyttet til.
Derfor er en af parterne nødt til at bryde den onde cirkel og begynde at lytte til den anden, selv om det er svært, siger Gerda Beck.
Man skal sige til sig selv: Nu vil jeg prøve at lytte til ham, selv om han ikke lytter til mig. Jeg vil prøve at glemme, at jeg selv er såret og selv om jeg ikke forstår ham, må jeg forsøge at høre, hvad han vil sige.

– Du skal være undrende og åben som et barn og indfølende, når du lytter. Du skal prøve at forstå, hvorfor det er så svært for den anden. Hvis det lykkes, sker der noget. Den, der bliver lyttet til, får følelsen: Endelig hører hun efter, hvad jeg siger, og bliver så bedre i stand til også at lytte til hende.

Mønstrene

I et kærlighedsforhold bærer man et mønster med sig fra det første kærlighedsforhold, man havde, nemlig det til ens forældre. Et bestemt mønster om, at når jeg gør sådan, får jeg kærlighed, og når jeg gør sådan, får jeg ingen.

– De erfaringer følger os i kærlighedsforholdet. Og vi finder en, hvis mønster passer sammen med vores eget. I et parforhold skal man f.eks. kunne sige til og fra. Men hvis man er blevet opdraget til ikke at sige sin mening eller ikke tydeligt at sige fra, har man måske lært at spille indviklede spil, der giver forholdet dårlige vilkår.
Derfor er det nødvendigt at lære sig selv at kende og se indad, så man bliver opmærksom på eventuelle uhensigtsmæssige mønstre, der kan lave rav i forholdet, mener Gerda Beck.

– Alle kender det, når man sidder fast i de samme problemer. Man snakker og snakker, og det bliver bare værre og værre.

– Når du kender dig selv, ved du hvilke mønstre, der er dine og hvilke, der er hans, siger psykoterapeuten.

Et eksempel kan være, at hun har svært ved at vise sit behov for nærhed og afventer hans initiativ. Han opdager slet ikke, at hun har brug for nærhed og gør ingenting, hvilket medfører, at hun bliver sur og ked af det. “Han tager aldrig om mig, eller han kommer aldrig og giver mig et knus”. Hun bliver mere og mere såret, og efterhånden bliver sårene til vrede, og derfor bliver hele hendes kropssprog negativt. Og så er det i virkeligheden hende selv, der er blevet den afvisende part, hun ved det bare ikke.
I stedet burde hun spørge: “lægger jeg selv op til at få et knus?”

– Det nytter ikke noget at se på ham. Hun skal se på sig selv. Det kan være en befrielse at finde ud af, at det er det, det handler om. Så kan hun forholde sig til det og finde en måde at tackle det på, forklarer Gerda Beck.

Udsagn i stedet for bebrejdelser

At lytte til hinanden er bare en af ingredienserne i kampen for parforholdet. En anden hurdle er at få vendt al snakken til en konstruktiv dialog.

– Når par kommer her i terapi, er de lige ved at snakke hinanden i stykker. Fordi snakken tit foregår på en ukonstruktiv måde. Begge parter er forfærdelig sårede. Når man ikke bliver set eller hørt, er man ikke særlig rar at være sammen med. Bebrejdelserne ryger gennem luften. “Du gør også altid sådan og sådan”.

– Det virker som en iskold, fedtet karklud i hovedet. Og når man kommer med bebrejdelser, får man en i hovedet igen. Men man kan øve sig i at give udsagn i stedet for bebrejdelser, pointerer Gerda Beck.

Et udsagn kunne være: “når du gør sådan, så føler jeg sådan,” eller “jeg siger ikke, hvad du skal gøre, eller at du gør noget forkert. Jeg siger bare, at når du gør sådan, bliver jeg vred”. I modsætning til i bebrejdelserne, hvor det er underforstået, at “du er forkert, når du gør sådan og sådan”.

– Hvis der bliver sagt: “Du bliver altid vred over småting, og du blæser det hele op”, er budskabet i virkeligheden: “Du har ikke lov til at være vred, og jeg bestemmer, hvad du skal have grund til at blive vred eller ikke vred over”. Gerda Beck foreslår, at man i stedet siger f.eks.: “Jeg bliver bange, når du bliver så vred”.

Vi har altid en god grund til at blive vrede eller kede af det. Og vi kan ikke tillade os at stille os til dommer over for hinanden, og sige, du må ikke have de følelser, du har, forklarer hun.

– Hun kan sige, hun bliver ked af det over, at han bliver så vred, og så kan han sige, jamen det gør jeg altså, fordi sådan og sådan. Så er der ligeværdighed. På den anden måde stiller den ene sig forældreagtig over den anden, og definerer, hvordan den anden må have det. Og så går det galt.

– Hvis hun i stedet kan sige, hvad det gør ved hende f.eks. “jeg lukker i”, “jeg bliver provokeret,” eller “jeg bliver ked af det”, kan der komme en konstruktiv dialog. Og den, der er blevet vred, kan også bedre forstå den reaktion, der kommer.

– Vi går alle efter at få den dybe ægte kontakt, som vi kender fra forelskelsen. Dialogen og evnen til at lytte er med til at genskabe den kontakt. Når det lykkes et par at lytte til hinanden og skabe den dialog, kommer de varme følelser. Det er det, vi kæmper for. Hvis vi kæmper med forkerte midler, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal gøre, bliver det værre og værre, fortæller Gerda Beck.

Det koster smerte

De fleste leder efter den partner, der skal give dem lykken. Og det er helt forkert, for det er kun dig selv, der kan give dig lykken, mener Gerda Beck.

– Via kærlighedslivet søger vi at hele sår i os selv. Sårene er de mønstre, vi har lært som små, og som hindrer os i at få kærlighed og kontakt. Det kostede smerte at anskaffe os disse sår, så det koster også smerte at lukke dem op. Et modspil fra en partner kan få dem op til overfladen, så man kan se, hvad de består af og bearbejde dem. Det koster både arbejde og smerte, men Gerda Beck er ikke i tvivl om, at det lønner sig.

– Ethvert menneske ved med usvigelig akkuratesse, hvornår det menneske, der vækker ens dybeste glæde og dybeste angst, er der. Så kan angsten komme op til overfladen og blive bearbejdet, så man kan være i stand til at udvikle et dybere og mere kærlighedsfuldt forhold.

Forskelligheden er vigtig

Hvis den dybe tiltrækning eksisterer i forholdet, kan det være en rigtig god idé at kæmpe for forholdet, mener Gerda Beck.

– Man skal kunne sige, hvad man er utilfreds med, men man skal også nogle gange kunne lade være. Ellers kan den konstruktive dialog blive til et endeløst hakkeri og et forsøg på at kontrollere den andens adfærd.

– Og så skal man dyrke og værdsætte forskelligheden i forholdet. Hvis man bliver ved med at ville lave den anden om, og vil gøre alting sammen, og mener, at det er et problem, at man ikke er enig, er forholdet i fare.

– Der skal være en polaritet, som kan skabe seksualitet. I et kærlighedsforhold skal man også væk fra hinanden og give hinanden plads. Ligesom det er vigtigt at have tid til hinanden. Gerda Beck pointerer, at man virkelig skal ville sit parforhold – hele tiden. Og hvis man ikke er indstillet på at kæmpe og investere, sker der ingenting.

– Hun behøver ikke at opgive, fordi han ikke vil. Hun kan arbejde med de mønstre, som hun selv har. Hun kan kæmpe for at øge sin evne til at skabe et godt kærlighedsforhold.

Psykoterapeut Gerda Beck har praksis i København og kan træffes på tlf. 5151 1260

Artikel i Woman

Tosomhed

Romantik handler om de små ting, der kun giver mening for Jer to. F.eks. kan han give dig tidsler i stedet for roser, fordi I mødtes på en tidselmark for netop et år siden- Men det er noget, der skal holdes ved lige for ikke at blive kvalt i hængerøvsbukser, tv-kigning og pligtkys. Så læs videre og få gode råd fra en parterapeut.

Åh hvor er det super dejligt at komme hjem til en lejlighed fyldt med levende lys, en halvnøgen kæreste, og en velduftende omgang massage fra top til tå.

Eller en søndag i skoven med tæppe, hvidvin og fuglefløjt og hinandens fulde opmærksomhed. Eller hvad som helst – hvis han dog bare ville gøre et eller andet, der igen kunne give dine øjne et drømmende skær. Det er jo så yndigt at følges ad – men hverdagen har lagt en grå dyne af vaner og pligter ind over Jer, og I finder Jer selv siddende i hver sin ende af sofaen med en skål chips imellem Jer og en dårlig film i flimmeren.

Hvad blev der af måneskinsture ved havet, de små søde sedler i madkassen, lange natlige nusserier og stjernekiggeri? Alle de situationer, hvor resten af verden forsvandt, og I fik hinanden stil at smile og smelte. De er pludselig væk, og det er selvfølgelig hans skyld – han sidder jo bare der i sine sure tenninssokker og er fuldstændig ideforladt uden at ænse dig eller dine behov.

Men hvis du tænker sådan, bliver det ikke bedre. Hvis romantikken skal tilbage i forholdet, er det lige så meget dit ansvar.

”Hvis man bruger al sin energi på at være optaget af alt det, ens partner ikke gør og bare venter på, at han/hun skal lave sig om, kan man komme til at vente længe. I stedet kan man vælge at arbejde med sig selv og blive bedre til nogen af de ting, der skaber en god kontakt. En kontakt, hvor begge parter føler sig set, hørt og værdsat” mener Psykoterapeut Gerda Beck, der har speciale i parterapi.

Her kigger hun nærmere på de psykiske mekanismer, der laver rod i romantikken for tre kvinder.

Han tager aldrig initiativet

Min kæreste er sød og dejlig, men utrolig dårlig til at tage initiativ til noget som helst. Når vi har en aften, hvor vi ikke har nogen planer, ender det ofte med, at vi sidder og glor fjernsyn. Hvis altså ikke jeg foreslår, at vi går en tur, tager i biografen, går på cafe eller hvad som helst. Det er altid mig, der skal arrangere. Jeg har prøvet at sige til min kæreste, at det er frustrerende, og han lover bod og bedring. Det bliver bare altid ved snakken.

Marie 25 år

Parterapeut Gerda Beck

”Det er dit behov”

Det lyder somom I er kommet ind i et mønster, hvor du presser ham til noget, han har svært ved, og han bakker. Det er helt åbenlyst let for dig at være initiativrig, så det er nok svært for dig at forstå, at det kan være så vanskeligt for ham. Prøv at lade være med at opfatte det, som noget han gør – eller netop undlader at gøre – for at genere dig. Han er bare anderledes end dig på det punkt. Jeg tror, du skal holde op med at presse ham. Det kommer der kun frustration og magtkamp ud af. I stedet kunne du vælge at acceptere, at det med at tage initiativet er dit behov, og så vælge om du vil gøre det, selvom han ikke gør det. Og så kunne du evt. forhandle på den måde, at du forslår ham at have en fast dag/aften om ugen, hvor I skiftes til at bestemme, hvad I skal lave og arrangere aftenens forløb.

Giv ham sin egen medicin

Min mand er blevet meget bedre, efter jeg begyndte at opføre mig ligesom ham. Tidligere var han helt elendig! Det var ikke bare hængerøv og undertrøje. Det var sandaler med sokker (yrdrk), de altid ”dejlige” ti år gamle blå, mølædte, udvidede hængerøvs-joggingbukser uden elastik, der var meget smalle ved anklerne og blev trukket godt op over maven. Og så skulle al luften i maven tømmes med et brag ( ”det er jo hårdt at holde det inde hele dagen på kontoret, skat”)!

Men det er utroligt, hvad en kvinde egentlig kan gøre, bare hun viser ham, hvordan han egentlig ser ud, ved at gøre det samme som ham. I kan tro, det åbnede hans øjne, da jeg selv smed arbejdskludene, kravlede i havebukserne, bøvsede og pruttede højlydt og sov i lang bomulds natkjole i stedet for nøgen.
Gisp – sikken virkning! Nu har han smidt de slidte bukser ud og erstattet dem med pæne bukser. Et par kilo er smidt, og han bliver barberet oftere. Så det kan kureres…….

Louise 35 år

Parterapeut Gerda Beck

”Han prøver at fortælle dig noget”

Det er da en herlig og kreativ måde, hun sætter en grænse på. Men selvom problemet umiddelbart virker løst, vil det stadig ulme under overfladen, indtil Louise og hendes mand har ændret ved årsagerne til, at problemet opstod. Så det kunne måske være en god ide at reflektere over, hvad det handler om. Det lyder som Louises mand har villet sige hende noget med de signaler. Og det kunne nemt tolkes, somom han protesterer over noget. At de har en eller anden magtkamp kørende. Der skulle i hvertfald lukkes noget ud. Måske skal hun tænke over, om hun giver ham plads nok. Måske vil hun bestemme for meget og herser med ham, siden han protesterer på den måde.
Louise skal se at få en snak med ham om det, hvor udgangspunktet skal være hendes andel af problemet – dèt hun har tænkt over -ellers går han sikkert i forsvar. Det er den bedste forudsætning for, at han også vil se på, hvad hans andel er. Et kvalificeret gæt fra min side: I stedet for at sige til og fra og sætte sine grænser, lægger han afstand med sine ”luftudslip” og sit ”nærkontakt-uvenlige” tøj!

Vi er for trætte

Intentionen om at vise min mand lidt ekstra kærlighed og lidt ekstra omsorg når han kommer hjem fra en travl arbejdsdag, dukker tit op i løbet af dagen. Jeg tænker tit, at netop i dag kan jeg mærke, at jeg har overskud til at give den mand, jeg elsker utrolig højt, noget helt specielt som kan føre os tættere sammen, minde os om, hvordan vi mødtes, og samtidig være med til at gøre min mands travle arbejdsdag lidt mere overkommelig med afsmittende effekt på min egen!

Inden min mand viser sig i døren, ser jeg mig selv kaste mig i armene på ham og fortælle ham, hvor meget jeg har savnet ham, og hvor meget han betyder for mig.
Men det sker ikke. Det bliver højest til et ”tantekys”, for vores lille guldklump hænger allerede om halsen på sin far – han har selvfølgelig savnet ham lige så meget, som jeg har. De sidste to timer af sønnens aftentid er fra farens side viet til guldklumpen. Halvtrætte øjne kæmper sig gennem leg og sjov.

Når guldklumpen er lagt i seng, er det jo de voksnes tur til at være noget for hinanden, men trods intentionerne mærker jeg mig selv sidde træt i min stol og se på min lige så trætte mand. Sammen ser vi så den obligatoriske film, som hver dag starter på samme tid. Vi orker ikke andet end at sidde. Men intentioner er der nok af.

Gitte 29 år

Parterapeut Gerda Beck

Jeg gætter på, at situationen ender som den gør, fordi Gitte har et generelt problem med at vise sine behov. Jeg synes, at hendes intention om at vise sin mand lidt ekstra kærlighed og omsorg er utrolig positiv, og jeg tror, det er en meget vigtig ingrediens til at få kærligheden til at blomstre mellem to mennesker. At give den anden det, man gerne selv vil have. Det er en god ting med jævne mellemrum at spørge sig selv, om man stadig med mellemrum behandler sin partner på samme måde, som man behandler sine gæster. – Altså sørger for, at han føler sig godt tilpas. At man ikke tager sin partner som en selvfølge. Gitte kunne jo vise sine behov ved at omfavne sin mand sammen med barnet, gå med ind i legen, og ind i mellem tage direkte kontakt til ham, se ham dybt i øjnene, fortælle ham at han er dejlig og give ham et kys. Men i stedet overlader hun hele pladsen til sit barn, og det er måske ikke tilfældigt at det sker i de situationer. Det gør hun måske i mange andre forbindelser?

I forhold til sit barn er det jo kun dejligt, når mor og far viser, at de er glade for hinanden.

Du kan få mere at vide om parforholdets mange besværlige mysterier, hvis du logger ind på www.gerdabeck.dk